Roman Key Card Blackwood af Svend Novrup, Danmarks Bridgefounds Forlag, 2005, 50,- kr
Svend Novrup har skrevet det andet hefte i DBFs miniserie og det handler om Roman Key Card Blackwood, ofte forkortet RKCB eller RKC
Heftet indeholder fire kapitler:
1) Første del - Det grundlæggende
2) Anden del – De første udvidelser
3) Tredje del – For eksperter
4) Særlige meldesekvenser
De to første afsnit beskriver, hvad der kan betegnes som basal RKC, som konventionen spilles af 99,9% af de spillere i Danmark, der bruger konventionen.
Dette gøres grundigt og letforståeligt med en del eksempler, som glimrende belyser det gennemgåede stof.
Desværre bliver det til tider for grundigt, da forfatteren har været meget grundig og derfor har for mange, efter min mening, overflødige kommentarer om alternative varianter, som egentlig ikke tjener noget formål.
Anden halvdel af tredje afsnit hører, efter min mening, også med til standard stoffet for RKC brugere, mens første halvdel af tredje del og hele fjerde del er virkelig for eksperter. Jeg tror, at det antal par i Danmark, som bruger bare en af disse aftaler kan tælles på en hånd. Den plads, som er brugt på det mest usædvanlige stof kunne med fordel være brugt på flere eksempler og flere træningshænder, men det er smag og behag.
Novrup slutter af med at henvise til Kantars bog som supplerende materiale. For en anmeldelse af Kantars bog se her
Jeg giver bogen små 5 ud af 7 på grund af den gode værdi man får for meget få penge, men lidt snørklede forklaringer og det, efter min mening, overflødige stof trækker ned.
Det første to dele i sig selv er dog en glimrende forklaring af RKC og vil opfylde behovet for langt de fleste, så jeg giver heftet min klare anbefaling. Med mindre man er ekstremt systeminteresseret er der slet ingen tvivl om, at man skal vælge dette hefte fremfor Kantars bog.
Sammenlignes dette hefte med det skrevet af Mads Krøjgaard, er dette langt mere avanceret, mens Krøjgaards force er det letforståelige sprog.
Heftet koster 50,- kr for 32 sider.
Henrik Røn
|